23948sdkhjf

Køkkenkæmpe nedlægger nathold og fyrer 28

Hos TCM Group i Tvis tager man nu konsekvensen af en faldende efterspørgsel og stigende energipriser.

Køkkenkæmpen, der står bag Tvis, Svane Køkkenet og Nettoline, har ifølge Dagbladet Holstebro-Struer sagt farvel til 24 produktionsansatte og fire funktionærer.

Ifølge topchef Torben Paulin er det ikke unormalt, at køkkenproducenten justerer staben på dette tidspunkt af året, men han medgiver, at TCM Group grundet de dystre økonomiske forudsigelser er gået hårdere til værks, end man plejer.

Ligeledes er øvelsen i år gjort med skelen til de stigende energipriser, og hvor virksomheden traditionelt har reduceret staben på alle tre skiftehold, har man i år valgt i stedet at omfordele en del af natholdet, der helt nedlægges.

Fyringer følger rekordkvartal

Manøvren kommer efter to år i rekordhøjt tempo, og Torben Paulin kunne så sent som i slutningen af august berette om et andet kvartal hos TCM Group, der målt på omsætning blev koncernens bedste nogensinde. I samme ombæring valgte køkkenproducenten dog at sænke forventningerne til årets bundlinje, mens topchefen understregede, at udviklingen kunne gå snart sagt alle veje.

– Vi kigger lige nu rigtig meget efter alle de signaler, der nu måtte være, men billedet er slet ikke entydigt. På den ene side ser vi en begyndende nedgang i byggeriet, men i køkkenkontekst er det i meget høj grad renoveringsmarkedet, der er afgørende, og der ser vi endnu intet fald, forklarede Torben Paulin, der fortsatte:

– Faldet i nybyggeri er heller ikke ensbetydende med, at folk holder op med at flytte, og flytter man ind i noget gammelt i stedet for at bygge nyt, så kan det måske også kaste et køkkensalg af sig. Mens renten på den ene side er høj og kan udskyde nogle investeringer, så har opsparingsniveauet omvendt heller aldrig været højere, ligesom friværdien stadig er høj og jobsikkerheden intakt.

Heller ikke i dag er topchefen trods afskedigelserne på fabrikken klar til at tale om krisetider i køkkenbranchen.

– Der har nok i virkeligheden været tale om en overophedning. Nu er noget af den overophedning overstået, og vi er på vej mod mere normale tider, lyder vurderingen fra Torben Paulin til Dagbladet Holstebro-Struer.

Se nøgletal for:
Læs mere om: TCM Group
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.618